…fortalt af stifteren selv – Mit liv har været et eventyr!
Jeg er født i Sellegaard, Øster Hurup, den 6. august 1893. Min far døde, da jeg var 5 år gammel. Min moder stod alene tilbage med 6 børn – 3 piger og 3 drenge. Jeg var den yngste. To af pigerne drog til Amerika, og Ingeborg, som var den yngste af pigerne, kom ud at tjene. Den ældste af vi brødre gav sig til at handle. Så var der kun vi to yngste hjemme, min broder Søren og jeg. Vi måtte hjælpe vor moder med at passe landbruget, som på dette tidspunkt var under Lindenborg Gods. Vi købte senere ejendommen fri fra Lindenborg.
Vi måtte ud at tjene nogle penge. Vi kørte mælketur og samlede omegnens mælk til mejeriet til et beløb af kr. 275,00 årligt. Vi hentede også foderstoffer til mølleren i Øster Hurup fra Solbjerg station for at tjene til livets ophold. Jeg gik i Tofte Skov og gravede huller til at plante i. Jeg fik 35 øre for at grave 100 huller, og jeg skulle have spaden i jorden 12 gange for hvert hul – altså skulle spaden i jorden 1200 gange for 35 øre. Jeg gik ikke hjem, før der var tjent kr. 4,50.
Søren og jeg, som stadig var hjemme for at hjælpe vor mor, arvede hver kr. 122,00 efter vor bedstemor. Vi var ikke gamle nok, men fik en formynder, som var vor farbroder Jens Peter. Han var flink mod os, og vi fik pengene udbetalt, fordi vi gerne ville til at fiske lidt – der var mange fiskere på egnen.
Vi købte twist til at lave ruser af og bandt ruserne efter fyraften. En sådan torskeruse tog det 16 timer at lave, når vi sled, og så havde vi sparet kr. 1,25, som det ellers ville have kostet mere med fremmed arbejdskraft. Vi købte en lille båd til kr. 65,00, og senere fik vi råd til at købe et flot, lille skib med sejl, som blev bygget hos Harder i Hobro. Det var et hårdt slid, når vi skulle røgte ruserne og samtidig passe landbruget. Vi fik dog en lille skilling samlet sammen, som er skyld i, at jeg i dag bor i Aalborg.
Det var min moders mening, at jeg skulle have været landmand. Hun ville, at jeg skulle have haft vort hjem, men da min broder Søren blev gift først, fik han hjemmet. Men min moder ville så, at jeg skulle bygge et statshusmandssted på 8,5 tdr. land oppe i Birkerne ved Solbjergvejen, men i stedet kom jeg til at bygge en ejendom på jorden, som jeg solgte til Per Lassen.
Jeg kom meget til Øster Hurup for at spille kort på hotellet, så en dag spurgte købmand Carl Hald, som var gift med min søster Ingeborg, om jeg ikke kunne tænke mig at komme ned og hjælpe ham i butikken – og sådan blev det. Jeg var der i ca. 4 måneder.
Jeg var på dette tidspunkt forlovet med en sød pige, der hed Stinne, som senere blev min kone. Hun var ikke så meget for landbrug, men ville hellere, at vi skulle have en købmandsforretning.
Vi blev gift i året 1922, og den 15. april 1922 købte vi forretning i Skelund. Det var en ejendom med en forretning, som ikke havde kunnet gå, men jeg gik i gang, og min kollega overfor sagde: ”Ham den svinerøgter skal jeg snart gøre færdig”. – Det gik anderledes. Forretningen blomstrede op. Efter halvandet års forløb flyttede jeg hen på hjørnet i den store ejendom og slog to forretninger sammen. Det var i året 1924, og vi havde stadig stigende omsætning.
I 1927 købte jeg byens flotteste bil om foråret og om efteråret byens fineste radio, og så sagde kunderne: ”Nu går det ikke længere, han må tjene for meget”.
Den 27. oktober 1929 solgte jeg forretningen, og det var meningen, at vi i 1930 ville tage til Amerika for at besøge mine to søstre, som var bosat derovre. Ved en tilfældighed kom jeg i forbindelse med én, som overtalte mig til at købe en lille forretning i Klarup med eventuelt salg for øje. Den købte jeg, og efter en måneds forløb var der én, som ville have mig til at købe en større forretning i Flauenskjold, som var lukket. Så flyttede vi til Flauenskjold den 17. februar 1930 og afhændede forretningen i Klarup.
Sammen med kolonialforretningen drev jeg her grovvarehandel, mølleri og savværk. Det var en hård tid at drive forretning i. Jeg måtte en tur til Frydenstrand i seks uger, da nerverne ikke kunne holde til presset. På trods af at mange solide forretninger på dette tidspunkt måtte lukke i disse barske tider, så red jeg stormen af og rejste derfra med kr. 13.000,00 mere, end jeg havde, da jeg kom dertil. Foderstofforretningen fortsatte jeg med på part nogle år.
Min kone syntes, at vi nu skulle flytte til Aalborg, dels fordi mine nerver knap kunne holde til købmandsræset, og dels fordi min kone i forvejen havde mange søskende i Aalborg.
Det var i året 1932, vi solgte forretningen i Flauenskjold, og vi lejede en lejlighed i en meget gammel ejendom i Slotsgade 9. Jeg var ude efter at finde et bedre sted at bo.En dag løb jeg tilfældigt på direktør Aksel Jen- sen, som foreslog mig at bygge en ejendom i Schleppegrellsgade 67. Jeg byggede så én efter tiden moderne ejendom, bestående af 2 butikker, 4 stk. 2½ værelses lejligheder og 3 stk. 3 værelses lejligheder. Det var i året 1933, og vi flyttede ind den 1. oktober 1933. Jeg solgte ejendommen i 1934 med en fortjeneste, der svarer til to års fortjeneste i købmandsforretningen.
Jeg byggede herefter en 2-familiers villa på Hassel Allé 2. Her flyttede vi ind den 1. oktober 1934 og boede der i 26 år til året 1960. Der var i øvrigt, mens vi boede der, at en knægt, der hed Ejvind, flyttede ind til os i året 1941. Han gik på handelsskole, førte mit regnskab, og til glæde for os begge passer han i dag min forretning.
Min kone havde en søster, der var gift med taxavognmand Carl Carlsen. Han fik mig til at gå med i sit firma: ”Karlsvognen”, som han kørte fra Aalborg til Blokhus. Vi fik bygget en bus hos firma Ørum Pedersen i Herning. Indregistreret til 22 personer kostede den kr. 10.800,00. Det blev til en glimrende forretning. Vi var en dag oppe på at sende 14 busser afsted til Blokhus. Senere byggede vi Strandvejen 5, hvor der, foruden en del lejligheder, var plads til værksted og busser. Inden min svoger døde i 1947, ønskede han at afhænde ”Karlsvognen”, men ikke ejendommen, som vi beholdt i 15 år og drev sammen med min svigerinde, hvorefter vi afhændede den.
I året 1934 tog byggeriet fart. Jeg byggede Herluf Trollesgade 1. I 1935 byggede jeg Vesterbro 113 og 115, og for at erhverve grunden til denne ejendom måtte jeg købe Egholmsgade 4. I året 1936 byggede jeg Kastetvej 127 – 129 – 131. I alt 24 lejligheder. I 1938 opførtes Vestre Fjordvej 46 og 48.Vi stiftede i året 1939 A/S Assar bestående af Ryø, Asgaard og jeg selv. Vi købte en grund på Vesterbro-Korsgade og opførte her en 5-etagers ejendom Vesterbro 78 – 78a – 80 og Korsgade 7 bestående af 6 butikker og 40 lejligheder.
Så kom krigen, og byggeriet stoppede delvist. Det kneb med at få brændsel, men noget skulle der ske. Som sædvanlig, var der hos mig ikke langt fra tanke til handling. Jeg gik i gang med at producere tørv, og i løbet af kort tid var jeg i gang i 15 forskellige moser, som var spredt fra Tårs i nord til Randers i syd. Det var den vanskeligste branche, jeg nogensinde havde været i. I samme periode kørte busserne til Blokhus, og ejendommene skulle passes – så der var rigeligt at se til.
Efter krigen blev der mulighed for at bygge igen, og i årene 1947-49 byggede jeg 40 rækkehuse i Solbyen sammen med 5 andre.
For at få de rigtige priser frem, stod jeg selv for indkøb af samtlige materialer og førte selv tilsyn, og jeg var på samtlige byggepladser hver morgen ved arbejdstids begyndelse. De forskellige håndværkere var klar over, at skulle de arbejde for mig, skulle der bestilles noget.
I året 1947 købte jeg hørskætteriet i Nørresundby, som var ryddet for maskiner.
Det var nu tiden, hvor Stinne og jeg trængte til ferie, og den 15. juli 1947 sejlede vi over Atlanten til Amerika. Det var en meget stor oplevelse at se Amerika, og ikke mindst at gense mine søstre for første gang siden de omkring år 1900 rejste derover.
Jeg fejrede for øvrigt min fødselsdag hos den ene af dem. Det var på turen hjem, at en landmand antog mig for at være dansk- amerikaner og komplimenterede mig for at have bevaret det danske sprog – så godt. Det var dog ikke så mærkeligt, eftersom jeg ikke havde været andre steder end i Danmark.
Vi var igen i Amerika i årene 1949 og 1951.
Jeg har aldrig været bange for at tage nye udfordringer op. Som en af de første fandt jeg ud af, at investering i sunde og gode pantebreve var en god forretning. Jeg købte masser af pantebreve, men så altid pantet, inden jeg købte. Jeg fandt hurtigt ud af, at hvor der var en kone, der havde orden i tingene, dér var der aldrig risiko for, at ydelserne ikke blev betalt til tiden. Jeg har aldrig været bange for nye opgaver, selv om jeg ikke havde forstand på dét, jeg gav mig til. Det gør ikke noget, man ikke har forstand på det – man skal bare sætte sig ind i det i en fart.
På vores Amerikatur i året 1951 fandt jeg ud af, at der måtte være fremtid i at starte cafeterier herhjemme. Jeg havde, før vi tog til Amerika, købt Koopmann’s Svineslagteri, som var nedlagt, og det skulle selvfølgelig anvendes til noget. Det var derfor naturligt for mig at starte det første cafeteria dér. Den øvrige del af bygningen forpagtede vi
ud til Mobil-Oil. Omtrent samtidig startede jeg Vesterbro Renseri – både cafeteria og renseri blev en succes. Jeg havde, udover at have købt en del ejendomme rundt om i Aalborg haft fem gårde forskellige steder foruden andre opgaver.
Jeg har haft adskillige kompagnoner, som jeg nu efterhånden har afviklet med. Den største enkelthandel var nok, da jeg købte min kompagnon Asgaards halvpart i 16 matrikelnumre på én gang. Jeg har også lavet kaffeerstatning under krigen – en herlig drik.
I foråret 1953 blev vi af Bonsted Pedersen i København tilbudt forhandling af Mercedes samt DKW m.fl. Efter hårde forhandlinger fik vi kontrakten delvis på vores betingelser. Vi fik hurtigt gang i salget og havde straks tre sælgere i gang. Som et pudsigt tilfælde kan jeg nævne, at jeg selv – på Smeds Hotel i Randers – solgte den første bus til pastor Krogager, Tjæreborg Rejser. Efter fire år af- hændede vi forretningen med held.
I året 1969 vedtog man en ny lov, som gik ud på, at man kunne udstykke ældre ejendomme i ejerlejligheder. Jeg greb straks til handling, og som den første i Aalborg ud- stykkede jeg 250 lejligheder på én gang.
Jeg har gennem et langt liv gjort en masse handler, og jeg er stolt over at kunne sige, at ikke én handel har ført til en retssag.
Jeg har altid sagt: ”Skal der ske noget, skal det ikke være nu, men lige nu”. Jeg har altid betragtet penge som et nødvendigt redskab for en forretningsmand – som en skovl er det for en arbejdsmand.
På trods af, at jeg altid har haft fart på med at lave forretninger og investere i forskellige ting, har min kone Stinne og jeg undt os selv at se verden omkring os. Vi har f.eks. været på mange krydstogter såvel i Middelhavet som i Sydamerika, Ægypten, Beirut, Syrien, Svalbard og Nordkap m.v. Vi har derudover kørt mange ture i bil gennem Europa samt fløjet til Tenerifa, Las Palmas, Italien m.v. – så også udadtil har vi sammen haft mange oplevelser, og jeg har fået mange indtryk og idéer med hjem.
For mig er det naturligvis heller ikke altid gået efter ønske. Jeg har været indlagt på Bispebjerg hospital, Århus Kommunehospital og sidst, men ikke mindst, Aalborg hospital.
I året 1972 mistede jeg min gode Stinne. Det var et hårdt slag for mig. Det skete ca. fire måneder, før vi kunne have fejret vores guldbryllup. Jeg var heldig at få en god hjælp i min svigerindes søster, hvilket har været en uvurderlig hjælp til, at jeg har kun- net blive boende i mit dejlige hjem, som jeg altid har sat så uendeligt højt.
I året 1977 skænkede jeg til Hasseris Kirke et klokkespil, der bestod af 24 klokker. Min kone Stinne og jeg yndede at komme der, og det var derfor for mig en naturlig ting på Stinnes og egne vegne at skænke kirken denne gave til minde.
Efter at jeg var blevet alene, havde jeg i længere tid spekuleret over, hvorledes mine penge bedst kom flest mulige til gode. Jeg havde en idé om, at jeg måtte kunne finde en måde, på hvilken jeg kunne hjælpe ældre mennesker, for hvem det ikke var gået så godt, som for mig selv.
Det var min agt dels at tilgodese byen, hvor jeg havde opholdt mig gennem årene, og dels at tilgodese min føde- egn Øster Hurup. Efter forhandlinger med advokat og revisor fandt vi frem til en måde at lave det på, og den 12/12 1978 stiftede jeg ”Stinne og Martinus Sørensens Fond”, som i korthed går ud på, at midlerne fra fonden skal anvendes til ældre, enlige og svagelige mennesker over 60 år, for hvem en portion fra fonden kan gøre nytte. Halvdelen fordeles i Aalborg kommune og den anden halvdel i Hadsund kommune.
Mange har allerede på nuværende tidspunkt modtaget en portion fra fonden, ligesom flere plejehjem i de to kommuner har modtaget pæne beløb.
Som 90-årig er det stadig rart at kunne deltage i det daglige arbejde på kontoret. Jeg kører til kontoret kl. 8, når morgenkaffen er drukket. På kontoret går Ejvind og jeg posten igennem. Jeg læser dagens kurser i avisen, og vi diskuterer, hvad der skal købes af papirer, såfremt der er ledige penge. Så går turen til formiddagskaffe i ”De Vise Mænds Klub” på Park Hotel, og efter at vi dér har ordnet verdenssituationen, går spadsereturen igen til kontoret i Korsgade 7. Her får avisen en halv time mere, hvorefter jeg starter bilen og kører til Fuglevænget 17. Min arbejdsdag er nu slut …
Aalborg, den 20. maj 1984
Martinus Sørensen